Vestermarie Sogn

Månedens salme

Se, vi går op til Jerusalem


Se, vi går op til Jerusalem, sådan lyder en kendt processionssalme i fastetiden.

Fastetiden og børnenes store fastelavnsfest adskiller sig ellers fra de andre højtider, som vi kender på netop salmesiden. Jeg synes i hvert fald ikke, at fastelavnssøndagen har nogle faste salmer, som skal synges.

Dette er modsat julens mange smukke og maleriske salmer, og påskens lidelsesfulde, smukke og fantastiske glæde.

Der er naturligvis en række bodssalmer, som kan fylde fastetiden ud, men ellers så er det den verdslige fastelavnssang, som vi kender fra de glade børn, som fylder det musiske fastelavnssøndag.

Men salmen ”Se, vi går op til Jerusalem” er måske alligevel en salme, som ikke kan undgås fastelavnssøndag og i fastetiden. Den er som nævnt en processionssalme, og den illustrere meget godt skiftet fra julen til påske, fra Guds tilsynekomst i epifanitiden (tilsynekomst) til Gud synlige manifestation i Kristi sejr trods korsets død.

Processionssalmen blev påbegyndt af den svenske sognepræst L. J. Paul Nilsson i 1898 og færdiggjort i 1906, men kom først med i den svenske salmebog i 1937, hvorfra den siden blev oversat til norsk og fordansket til ”Tillæg til Den Danske Salmebog i 1994. I forbindelse med udgivelsen af den salmebog fik salmebogskommissionen salmen nyoversat ved Helge Severinsen, og det er hans oversættelse fra 1997, som vi finder under nummer 172 i vores salmebog.


Salmen synges på en meget smuk melodi, hvor processionens bevægelse gennem fastetiden fra fastelavn til påske mærkes. I Vers 1 hører vi målet for Kristi færd gennem fasten. Målet er Jerusalem, hvor vi i påsken vil skue den lidelse, som Guds søn udsættes for af os, mennesker. Jerusalem var også målet for Israel, da de vandrede gennem ørkenen i fyrre år. Den kristne fastetid på fyrre dage var derfor en forsættelse af israelitternes fastetid. Vers 2 beretter både om skærtorsdagens indvielse af nadveren og disciplenes manglende udholdenhed i Gethsemane have, hvor Kristus forgæves beder om, at kalken må gå ham forbi, hvis det er muligt.

Kristi nadvermåltid var også en forsættelse af det måltid, som familierne holdt i hele Israel til minde om befrielsen fra Egypten. Men modsat de lam, som spises i familierne til minde om udfrielsen, så hører vi i vers 3 om det nye lam, slagtet en gang for alle. Det nye lam er Kristus selv, som slagtes og nydes i nadveren til ihukommelse af, at vi blev befriet fra verdens skyld trods vores pine af frelseren på korset. Det er den ihukommelse, som vi nyder, når vi blandt andet omkring alteret med vores nye familie, Kristi brødre og søstre. Det sidste vers i salmen minder os om, at Kristus modsat templet ikke kun er i det fysiske Jerusalem. I stedet er han, hvor vi er, det fortæller verset os med en henvisning til Johannesevangeliet 14, 3 ”hvor han er, der vil han, at vi skal være”.


Salmens bevægelse bringer os som sagt fra Julens epifanitid, hvor Guds åbenbares for os i det lille Jesusbarn og vandre omkring med sin disciple og åbenbares, til påsketiden, hvor Kristus sætter vægt bag sine ord om, at vi tilhører ham, at vi alle er Guds børn. Selvom salmen taler om valfart til Jerusalem, så er det nok nærmere Jerusalem, som valfarter ind i den enkelte gennem Kristus, Jerusalems nye tempel.
Salmen kan høres på

Denne side

Sognepræst

Lars Ulrich Kofoed

cookie information